Esbjerg-områdets førende entreprenørvirksomhed, NemByg A/S, skifter ejer. Den 1. juli overtager entreprenørvirksomheden, Enemærke & Petersen a/s, 60 procent af aktierne, og ved udgangen af 2024 vil selskabet være eneejer af NemByg.
De hidtidige ejere af NemByg, Jørgen Mathiasen og Jesper Holm Nielsen, samt Brygge Partners I A/S reducerer deres ejerandele ligeligt for at give plads til den nye hovedaktionær. Jørgen Mathiasen er anden generation i det oprindelige håndværkerfirma, og Jesper Holm Nielsen kom til som medejer 1. januar 2013. Virksomheden har siden da været kendetegnet ved kraftig vækst.
NemByg fortsætter som en selvstændig forretningsenhed under samme navn og ledelse.
I fremtiden bliver Jesper Holm Nielsen administrerende direktør i NemByg, Jørgen Mathiasen fortsætter som projektchef, og Karsten Larsen overgår til en nyoprettet stilling som kunde- og markedschef.
- Enemærke & Petersen er den helt rigtige, langsigtede ejer af NemByg. Vi deler værdier og måden at drive forretning på, og jeg er overbevist om, at vi kan inspirere hinanden og sammen bringe NemByg til næste niveau i vores vækst og udvikling. Det har ligget os meget på sinde, at salget skulle efterlade os med den rigtige følelse, og at vi fortsat kan være en god arbejdsplads for vores dygtige medarbejderstab, siger Jesper Holm Nielsen.
Det oplagte køb for ny ejer
Administrerende direktør i Enemærke & Petersen Henrik Mielke lægger vægt på, at bygherrer, samarbejdspartnere og medarbejdere ikke vil opleve ændringer ved ejerskiftet. De to virksomheder deler den åbne og integrerede samarbejdsform med kunder.
- Derudover bygger NemByg på en håndværkerkultur ligesom Enemærke & Petersen, de har også en stor egenproduktion og et stærkt fokus på tilrettelæggelse og planlægning, som spiller godt ind i vores Lean-tankegang. Vi oplever, at NemByg er en oplagt tilføjelse til E&P-familien, siger Henrik Mielke.
Han forventer, at Enemærke & Petersen især kan understøtte NemBygs udvikling inden for renovering af almene boliger, hvor der er et uudnyttet vækstpotentiale.
Den kraftige ekspension
NemByg har siden 2012 udviklet sig fra en omsætning på ca. 20 mio. kr. og 12 medarbejdere til i dette regnskabsår at passere en omsætning på 200 mio. kr. Foruden den faste stab på 90 medarbejdere beskæftiger virksomheden et stort antal medarbejdere hos faste underleverandører.
I de senere år har NemByg påtaget sig stadig større hoved- og totalentrepriser. Af igangværende projekter kan nævnes det nye, internationale flygtningemuseum, FLUGT, i Oksbøl, byggeriet af vækstvirksomheden PolyTechs nye domicil i Bramming, Det Maritime Center på Esbjerg Havneø, Børne- og Ungehusene Udby på Fyn samt projekter for Bygningsstyrelsen i flere byer.
NemByg har med effektiv byggestyring og fokus på omkostninger været i stand til at skabe gode økonomiske resultater. Overskuddet før skat nåede i 2020 21,4 mio. kr., hvilket er virksomhedens hidtil bedste.
Ringen sluttet i Esbjerg
Enemærke & Petersen er et datterselskab i MT Højgaard Holding – og er ejet 100% af koncernen. MT Højgaard A/S havde indtil 1. januar 2013 en Esbjerg-afdeling på Øresundsvej. NemByg forventer i løbet af første kvartal 2022 at rykke ind i den samme bygning, og dermed er ringen sluttet i Esbjerg. En række af medarbejderne, blandt andre de to medejere, har en fortid i MT Højgaard.
Købet af NemByg er alene betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Yderligere informationer:
Administrerende direktør i NemByg A/S Jesper Holm Nielsen, mobil 22 49 60 35
Administrerendde direktør i Enemærke & Petersen a/s Henrik Mielke, mobil 40 14 72 72
Fakta om den nye ejer
Enemærke & Petersen har ca. 700 medarbejdere, afdelinger i Ringsted, Glostrup, Odense, Aalborg og Aarhus - og en omsætning på ca. 2,2 mia. kr. Størstedelen af omsætningen ligger indenfor almene boligrenoveringer, og entreprenørvirksomheden udfører endvidere skolerenoveringer og -byggeri og nybyggeri af boliger.
« Gå tilbage